Om Lyngborghave
Vicevært torsdag i lige uger 07.00 - 07.30
Telefon 2175 2502.
Trappevask vil blive foretaget om tirsdagen:
Lige uger: Blok A, B og C
Ulige uger: Blok D, E og F
Ejerforeningen Lyngborghave omfatter Bregnerødvej nummer 62 til 80 og Birkerød Parkvej nummer 20 til 30.
Der er 147 lejligheder, fra etværelses til fireværelses fordelt i de seks blokke.
Ud over at have sin egen lille skov, er der legeplads, boldbane, petanquebane, grill / bålplads og fælles vaskeri. Der er tilknyttet kælderrum til alle lejlighederne, og der er mulighed for at leje ekstra rum efter venteliste.
Der er små haver til stuelejlighederne, eller mulighed for at få det, ligesom der er altaner til lejlighederne på etagerne, eller mulighed for at få det.
HUSORDEN
Denne husorden, som træder i kraft 1. juni 2020, er gældende for samtlige beboere i Ejerforeningen Lyngborghave og annullerer alle tidligere udsendte.
Som nævnt i §24 findes retningslinjer for haver og altaner hhv. i Ejerforeningens HAVEORDEN og ALTANORDEN.
Med venlig hilsen
BESTYRELSEN
Formålet med denne husorden er at skabe en ramme, hvorunder den enkelte beboer opnår størst mulige udfoldelsesmuligheder, således at resultatet for alle bliver øget trivsel og et bedre boligmiljø.
I egen interesse skal vi derfor bede dig om at efterleve følgende regler:
§1
De til ejendommen hørende fællesfaciliteter stilles under beboernes opsyn og beskyttelse.
§2
Døre til trapper skal holdes lukkede, og døre til kældergange og cykelrum mv. skal være aflåste.
§3
Trappevinduer og kældervinduer holdes lukket i regn-, sne-, frost- og stormvejr samt om natten.
§4
Der må ikke foretages ændringer, reparationer eller maling af ejendommens ydre eller ydersiderne af vinduernes og hoveddørens træværk. Er der behov for reparationer kontaktes viceværten, i andre tilfælde kan der rettes henvendelse til bestyrelsen. Der må ikke opstilles skilte, reklamer, antenner, paraboler mv. uden bestyrelsens samtykke.
§5
Vaskerierne må kun benyttes i tiden 7-21 forstået på den måde, at maskinerne skal stå stille efter kl 21 og ikke må startes før kl 7.
Det i vaskerierne ophængte reglement for benyttelse af vaskemaskinerne skal nøje følges.
Maskinerne må kun benyttes til tøj og tekstiler fra sædvanlig husholdning.
Opståede skader skal anmeldes til viceværten.
Eventuelle reparationsudgifter forårsaget af skader, for hvilke brugeren er ansvarlig, afholdes af brugeren.
Vaskerierne benyttes på eget ansvar, uden at ejerforeningen har erstatningspligt for eventuelt beskadiget tøj.
§6
Tøjtørring fra vinduer må ikke finde sted. Dog er luftning af sengetøj o.l. tilladt.
§7
Vandforsyningens reglement for toilettets benyttelse må nøje overholdes.
Der må kun benyttes toiletpapir, og der må ikke i kummen kastes affald, klude, vat eller andre ting, der kan stoppe afløbet.
§8
Passagen på trappeopgangene må ikke blokeres med legetøj, aviser, redskaber, fodtøj og lign.
Oplagring af sådanne ting skal henlægges til lejligheden eller det dertil hørende kælderrum.
Såfremt der er tale om en kortere periode (max 1 dag), kan barnevogne og legeredskaber opbevares i kælderetagen af opgangene.
Der skal være passagemulighed på svalegangene, herunder også for eventuelt redningsmandskab. I perioden 1/11-1/4 skal der være ryddet helt, så viceværten kan rydde sne.
§9
Det er forbudt at henstille cykler og barnevogne i kældergangene eller andre steder, hvor det kan være til gene for andre beboere.
Disse skal henstilles i de dertil beregnede rum.
§10
Det til lejligheden hørende kælderrum skal være mærket med navn, adresse og lejlighedsnummer.
§11
Nedfaldsskakten må ikke benyttes.
Affald sorteres i følgende kategorier og placeres i de opstillede containere:
- Papir
- Glas
- Pap
- Plastik
- Metal
- Restaffald
Er man i tvivl om, hvilken kategori affald tilhører, så læg det i restaffald. Dette gælder også for snavset affald, f.eks. pizzabakker. Yderligere information kan findes på www.rudersdal.dk/sorter.
Der må ikke placeres affald, møbler og andet inventar i kældergangene, opgangene eller på svalegangene.
Affald, der ikke fjernes af den almindelige dagrenovation, må beboerne selv sørge for at få fjernet for egen regning. Yderligere oplysninger kan findes på www.rudersdal.dk/affald.
Spildevand må kun hældes i kloakken.
§12
Trapperengøring forestås af viceværterne (eller rengøringsfirma), men det påhviler beboerne selv at rengøre under og rundt om dørmåtten.
§13
Finder tilsmudsning af fællesfaciliteter, herunder trapper, svalegange etc. sted, må den nødvendige rengøring foretages af den beboer, der har ansvaret for tilsmudsningen.
§14
Legen og støjen på trappeopgange, svaleopgange og kældergange er forbudt.
Det er ligeledes forbudt at tegne og male på ejendommens træ- og murværk eller på anden måde beskadige ejendommen eller dens inventar, ligesom det er forbudt at beskadige beplantninger.
Det er ikke tilladt at plante klatre- og slyngplanter op ad ejendommens mure. Ej heller at placere altankasser ved vinduerne på havesiden i ejendommen af hensyn til facaden. Det er endvidere ikke tilladt at hamre/bore i udvendigt murværk eller facader.
Der må ikke placeres altankasser på svalegangene.
Boldspil op ad bygningen må ikke finde sted. Forældre vil i givet fald blive gjort til selvstændig ansvarlige for deres børns handlinger.
Færden på græsplænerne, når græsset slås, er på eget ansvar.
§15
Musiceren og støjende adfærd må kun undtagelsesvis finde sted mellem klokken 23-7 og ikke for åbne vinduer.
Beboerne skal tage behørigt hensyn til hinanden, når der anvendes radio, fjernsyn eller musikinstrumenter.
§16
Hamren, boren og banken er tilladt i tiden 7-20.
I weekenden og på helligdage dog kun i tiden 10-17.
§17
Husdyr må ikke være til gene for ejendommens beboere.
Der må ikke holdes nogen form for husdyr i kældrene.
Ved ønske om hunde/katte-hold skal beboeren skriftligt ansøge om tilladelse hos bestyrelsen (via administrator) før anskaffelse af dyret/dyrene.
Tilladelsen tildeles skriftligt, og bestyrelsen kan tilbagekalde den, hvis hunden/katten viser sig at være til betydelig gene for beboerne, f.eks. ved larm, ophold på privat område, ødelæggelse af privat ejendom/ejendele eller legemsbeskadigelse. Hændelser bedes meddelt skriftligt til bestyrelsen.
Uden bestyrelsens tilladelse må beboere, hvis hund/kat dør eller afhændes, ikke anskaffe anden hund/kat og nye beboere ikke anskaffe hund/kat til varigt ophold.
Ifm. køb af lejlighed kan der ansøges om forhåndsgodkendelse før købsaftale underskrives.
Specielt ang. hunde
Hundens størrelse og race samt beboerens forhold er afgørende for at opnå tilladelse. Førerhunde berøres ikke af denne bestemmelse.
Hunde skal altid føres i snor, når de færdes på ejendommen - også i vores lille skov.
Hunde må ikke luftes i eller ved sandkassen, legepladsen, græsplæner, anlagte bede, buske eller nyplantede træer eller på altangange, asfalt- eller fodgængerarealer.
Hundelufteren skal sørge for at eventuelle efterladenskaber straks fjernes.
Specielt ang. katte
Katte skal være mærket med øre/chip-mærkning.
Katte, der færdes ude, skal være kastreret/steriliseret (dvs. neutraliseret). Neutralisationen skal være kirurgisk, og dette skal dokumenteres.
Der skal være kattelem i havedøre, så katten selv kan komme ind.
Katte fra stuelejligheder uden havedør, 1.sal og 2.sal må kun luftes, når beboeren holder opsyn.
Katte skal have adgang til kattebakke eller lignende på ejerens domæne.
Katteejere bør være forebyggende aktive for at forsøge at undgå problemer med andre beboere, dette gælder specielt haveejerne.
§18
Parkering må kun finde sted i de afmærkede parkeringsbåse og kun såfremt, at køretøjet kan være i båsen i længden og bredden.
Parkering med biler med en total vægt over 3.500 kg. må ikke finde sted på ejendommen, ligesom campingvogne ikke må henstå på ejendommen i mere end 3 døgn ad gangen.
Det er ikke tilladt at henstille biler uden nummerplader på ejendommen.
Det er ikke tilladt at henstille trailere på ejendommen, dog kan det accepteres, at trailere henstår i op til 3 døgn ad gangen. Trailere skal så vidt muligt parkeres længst væk fra trapper og opgange.
Parkering, hvor der er foretaget gule afmærkningsstreger, er forbudt.
§19
Der er hastighedsbegrænsning på 20 km/t på ejendommen.
Kørsel med knallert og cykel på græsplænerne og gangfliserne er ikke tilladt.
§20
Beboerne skal hurtigst muligt til viceværten anmelde enhver fejl eller anden uorden ved de i lejligheden værende fællesindretninger til afløbet samt ved el-, varme- og vandledninger.
Beboerne er forpligtiget til at afholde enhver udgift forårsaget af en for sen anmeldelse.
§21
Det er ikke tilladt at fodre fugle og andre dyr direkte på jorden af hensyn til rotter. Brug evt. opsat fuglebræt.
§22
Rygning i trappeopgange og kældre er ikke tilladt. Cigaretskodder eller lign. må ikke henkastes på ejendommens arealer.
§23
Navn på postkasser og ændringer hertil bestilles hos viceværten. Der må ikke klæbes mærker på postkasser - med undtagelse af PostNords officielle mærker så som "Reklamer nej tak" og "Levering til døren". Disse mærker skal placeres nederst til højre på fronten.
§24
Retningslinjer for haver findes i Ejerforeningens HAVEORDEN.
Retningslinjer for altaner findes i Ejerforeningens ALTANORDEN.
§25
Enhver beboer må i øvrigt i sin adfærd tage rimeligt hensyn til de øvrige beboere og ikke være til unødig gene for disse.
HAVEORDEN
Haveorden for haveejeres benyttelse af haveareal, anlagt i overensstemmelse med særlig tinglyst deklaration mellem Ejerforeningen Lyngborghave og Birkerød Kommune samt brugsretsdeklaration mellem Ejerforeningen Lyngborghave og den enkelte havebruger.
Formålet med haveordenen er at skabe en ramme, inden for hvilken den enkelte beboer opnår størst mulige udfoldelsesmuligheder, således at resultatet for alle bliver øget trivsel og et bedre boligmiljø.
Havens udformning
Adgangsforhold, trappe, materialer og farver, som er gældende i henhold til den givne tilladelse må ikke ændres.
Der må ikke etableres markiser eller faste udvendige lampesteder.
Der må gerne etableres udendørs elstik - forudsat det placeres under trappen og er udført af en autoriseret elektriker - strøm trækkes fra egen installation.
Der må maksimalt udlægges 40 % af det tinglyste areal til bede.
Bed plantning må maksimalt blive 1,80 meter højt og skal være udformet som prydhave.
Havekrukker med beplantning må maksimalt blive 1,80 meter højt.
Der må ikke plantes klatreplanter op ad murværket eller placeres altankasser ved vinduerne på havesiden af hensyn til facaden.
Der er endvidere ikke tilladt at hamre/bore i udvendigt murværk eller facader.
Der må ikke opstilles drivhuse, legehuse, haveskure, flagstænger eller lignende konstruktioner.
Vedligeholdelse
Træmaterialer skal til enhver tid være velvedligeholdt med farveløs træbeskyttelse.
Hække skal klippes 1 gang årligt i september og skal mindst være 1 meter høj og må maksimalt være 1,80 meter høj. Ligeledes skal der være luget under og omkring hækken samt græsfrit ca. 25 centimeter fra hækken ud mod fællesarealet af hensyn til græsslåning.
Græs skal være velklippet, og anlagte bede skal fremstå pæne og ordentlige.
Såfremt en have misligholdes, vil det nødvendige arbejde blive udført for haveejerens regning.
Benyttelse
Benyttelse af haven må ikke være til gene for de omkringboende.
Græsslåning må kun finde sted mellem kl. 8.00 og kl. 20.00 på hverdage. I weekenden og på helligdage kun i tiden mellem kl. 10.00 og kl. 17.00.
Der må ikke i haverne anvendes kulgrill, men alene gas- eller el grill.
Haven må ikke benyttes til oplagring - dog er hyndeboks tilladt.
Tørring af tøj må kun ske på flytbart stativ.
Der må ikke være dyrehold i haverne.
Det er efter forudgående skriftlig tilladelse fra bestyrelsen tilladt at etablere et indre trådhegn, net eller lignende for at undgå besøg af katte og andre dyr. Hegnets eller nettes højde må på intet tidspunkt overstige hækkens højde.
Denne haveorden af 1. maj 2020 er gældende for samtlige haveejere i Ejerforeningen Lyngborghave og annullerer alle tidligere udsendte.
BESTYRELSEN
ALTANORDEN
Altanorden for benyttelse af altaner i Ejerforeningen Lyngborghave:
Formålet med altanordenen er at skabe en ramme, inden for hvilken den enkelte beboer opnår størst mulige udfoldelsesmuligheder, således at resultatet for alle bliver øget trivsel og et bedre boligmiljø.
Altanens udformning
Adgangsforhold, materialer og farver, som er gældende i henhold til den givne tilladelse må ikke ændres.
Der må ikke etableres markiser eller faste udvendige lampesteder. Parasoller er tilladt.
Der må gerne etableres udendørs elstik – forudsat at det er udført af en autoriseret elektriker - strøm trækkes fra egen installation.
Havekrukker med beplantning må maksimalt blive 1,80 meter højt.
Der må ikke plantes klatreplanter op ad murværket eller placeres altankasser ved vinduerne af hensyn til facaden.
Det er endvidere ikke tilladt at hamre/bore i udvendigt murværk eller facader.
Altankasser skal placeres indvendigt på altanen.
Vedligeholdelse
Træmaterialer skal til enhver tid være vel vedligeholdt med farveløs træbeskyttelse.
Glaspartier skal være hele og rengjorte. Altanen samt tagrenden/afløb herfra skal renholdes således at ens underbo ikke gerenere af snavs og beskidt regnvand
Såfremt en altan misligholdes, vil det nødvendige arbejde blive udført for ejerens regning.
Benyttelse
Benyttelse af altanen må ikke være til gene for de omkringboende.
Der må ikke anvendes kulgrill, men alene gasgrill/el grill på altanerne.
Altanen må ikke benyttes til oplagring - dog er hyndeboks tilladt.
Tørring af tøj må kun ske på flytbart stativ.
Der må ikke være dyrehold på altanerne.
Denne altanorden, som træder i kraft 1. maj 2020 er gældende for samtlige beboere i Ejerforeningen Lyngborghave.
BESTYRELSEN